23948sdkhjf

Første beboere er flyttet ind i nye omgivelser ved Stejlepladsen II

| Medlemsnyhed | Indrykket af Skou Gruppen A/S

Skou Gruppen er færdig med første etape ved Stejlepladsen II i Humlebæk, hvor vi frem til sommeren 2019 renoverer de almene rækkehuse, der rummer 123 boliger fordelt på 12 boligblokke.

De første beboere er netop flyttet ind i de første fire boligblokke, som nu står færdige. Renoveringsprojektet skal både skabe fysisk tilgængelige boliger for gangbesværede og gøre rækkehusbebyggelsen fra 1974 mere fremtidssikker og attraktiv. Skou Gruppen skal blandt andet udskifte det gamle eternittag, ovenlysvinduer og vandrør, ligesom vi også totalrenoverer 24 gavlboliger og renoverer alle 123 badeværelser.

Første etape er nu afsluttet. De første beboere, som har været genhuset, er nu flyttet tilbage i boligerne, der står klar i de fire første boligblokke.

”Beboerne er meget glade for resultatet. De, der bor i gavlboligerne, siger, at det er blevet en helt anden bolig, fordi alt er nyt. I de gamle boliger var der en fælles indgang i stueetagen med en indvendig trappe op til første sal. Nu har vi etableret en udvendig trappe, så det gamle vindfang er fjernet,” fortæller byggeleder hos Skou Gruppen, Allan Wissing-Nilsen, og tilføjer:

”Der er kommet mange flere kvadratmeter, nu hvor trappen er væk, og det har givet en langt bedre indretning. Boligerne har fået større køkken, stue, badeværelse samt værelser og fremstår nu mere åbne og lyse.”

Godt håndværksmæssigt arbejde
KHS Arkitekter er totalrådgiver på renoveringen af Stejlepladsen II. Hans Kristian Jensen, der er ansvarlig for byggeledelse i KHS Arkitekter og bygherrerådgiver for Stejlepladsen II, er meget tilfreds med samarbejdet og resultatet i de fire første boligblokke:

”Det er godt håndværksmæssigt arbejde, Skou Gruppen har leveret. Det er lykkedes rigtig godt at indfri vores mål om at skabe en attraktiv bebyggelse og tilgængelige boliger, som kan benyttes, hvis man er eller bliver kørestolsbruger,” siger han.

Ifølge Hans Kristian Jensen fra KHS Arkitekter vil der altid i renoveringssager af denne størrelse være en indkøringsperiode, hvor beboerne skal vænne sig til, at der er håndværkere i boligen, og håndværkerne skal vænne sig til, at der bor mennesker i boligen under hele renoveringsarbejdet. Der er arbejdsgange, som skal afprøves, og evt. ændres, for at give det mest hensigtsmæssige byggeforløb. Det giver ind i mellem visse udfordringer, som håndteres på en god måde af Skou Gruppen, forklarer han:

”Vi har et godt og behageligt samarbejde med Skou Gruppen. Vi følger den overordnede tidsplan med mindre justeringer på de aftalte delafleveringer, og der er god stemning på byggepladsen mellem bygherre, os som rådgiver og Skou Gruppen som hovedentreprenør.”

Anden etape af rækkehusrenovering i fuld gang
Skou Gruppen er nu i fuld gang med anden etape, der tæller de næste fire blokke. Her er vores håndværkere blandt andet ved at nedrive tag og badeværelser og udføre miljøsanering af asbest.

”Når vi har afsluttet en etape, tager vi også hul på renoveringen af udendørsarealerne, der hører til de færdige boliger. Vi er netop ved at afslutte etableringen af forhaver og overdækning af terrasserne i de første fire boligblokke, så beboerne både kan nyde de nye omgivelser indenfor og udenfor,” siger Allan Wissing-Nielsen.

 

 

Medlemsnyhed

Indrykket af
Skou Gruppen A/S

Kærvej 34
2970 Hørsholm
Danmark
Skou Gruppen A/S

Send til en kollega

0.065