De europæiske GTS-institutter skaber samfundsværdi

| Medlemsnyhed | Indrykket af GTS-Godkendt Teknologisk Service

De europæiske GTS-institutter (Reaserch and Technology Organisations) har stor betydning for den europæiske økonomi og jobskabelse, viser nyt studie. GTS glæder sig over, at arbejdet med morgendagens teknologier har en positiv effekt.


For hver medarbejder på de uafhængige Reaserch and Technology Organisations (RTO’s) bliver der skabt fire andre job i de europæiske lande. For Teknologisk Institut er jobskabelsesfaktoren hele 4,73. Det viser et nyt økonomisk studie fra EARTO, der er paraplyorganisation for 350 almennyttige europæiske RTO’s. Da hverken OECD eller Eurostat laver officiel statistik på området, glæder adm. direktør på Teknologisk Institut og formand for GTS-foreningen, Søren Stjernqvist, sig over dokumentationen:

”Institutioner som vores har en kendt nøglerolle som driver for innovation og teknologisk udvikling til gavn for virksomhedernes videre udvikling. Nu har vi også dokumentationen for, at arbejdet med morgendagens teknologier har en stor effekt på jobskabelsen og økonomien i Europa. Den betydning har hidtil været overset,” siger Søren Stjernqvist.

’Economic Footprint Study – Impact of 9 RTOs in 2016’, der er foretaget af den belgiske konsulentvirksomhed IDEA Consult, fokuserer på det økonomiske fodaftryk fra ni medlemmer af EARTO, hvoraf Teknologisk Institut er den ene. De ni institutter er udvalgt, så de er repræsentative for alle medlemsorganisationerne.

Studiet er baseret på en input-output model, som giver mulighed for at beregne, hvordan effekterne i et erhverv spreder sig ud til andre erhverv i økonomien.

900.000 arbejdspladser i Europa

På Teknologisk Institut var der 1074 ansatte i 2016, men udregner man de afledte effekter af deres aktiviteter, var de med til at skabe over 6000 arbejdspladser i Europa.

I de ni medvirkende organisationer lød det samlede medarbejderantal i 2016 på 54.191, men i alt 284.000 arbejdspladser kan knyttes til deres aktiviteter.

Hvis man anvender modellen på alle EARTOs 350 medlemmer, står sektoren direkte for 322.000-400.000 jobs i Europa. Medtager man også de afledte effekter, som for eksempel kontraktforskning og spin-offs, er effekten mellem 730.000 og 907.000 jobs. I Danmark bliver det i størrelsesordenen 15 – 20.000 arbejdspladser.

”Det nye studie er endnu et godt argument for en styrkelse af GTS-institutterne i Danmark og i Europa. Studiet viser, at det er sund fornuft, at de europæiske lande investerer i forsknings- og teknologi-institutter. Investeringen kommer retur i form af arbejdspladser og en bedre europæisk økonomi”, siger direktør i GTS-foreningen, Ragnar Heldt Nielsen og fortsætter:

”For den enkelte SMV er det ofte også helt afgørende at have adgang til GTS-institutternes teknologikompetencer. Det gør det både hurtigere og mere overkommeligt for små og mellemstore virksomheder at udnytte ny teknologi til at styrke produktudvikling, processer og produktion. Hvilket i sidste ende styrker virksomhedens konkurrencekraft til gavn for samfundet”.

Læs mere her

Foto: Teknologisk Institut 

Medlemsnyhed

Indrykket af
GTS-Godkendt Teknologisk Service

Gregersensvej 3
2630 Taastrup
Danmark
GTS-Godkendt Teknologisk Service

Send til en kollega

0.056