23948sdkhjf

Kødboller med protein fra fårekyllinger på menuen i New York

| Medlemsnyhed | Indrykket af Udenrigsministeriet - The Trade Council

I New York diskuteres der i denne uge bæredygtighed, fremtidens fødevarer, CO2-neutrale byer og meget mere – i danske rammer.

Kødboller med protein fra fårekyllinger og hvid chokolade med insekter var på menuen, da Hans Kongelige Højhed Kronprinsen deltog i et arrangement om bæredygtig mad på ”The High Line” i New York.
 
”The High Line” er en nedlagt jernbane, der er blevet omdannet til en grøn gangsti. Den har de seneste dage dannet ramme for debatter om bæredygtighed og den globale grønne transition til ”klimafolkemødet”, Citizen Sustainability Summit, arrangeret af det danske generalkonsulat i New York og partnere.

Til arrangementet, som Food Nation Denmark og  generalkonsulatet stod bag, fik HKH Kronprinsen mulighed for at smage på både plantebaserede fødevarer og insekter fra Naturli Foods og BugBox. Virksomheder, der begge taler ind i FN’s verdensmål, og som har ambitioner om at skalere deres produktion, bl.a. ved at udvikle flere produkter, der kan erstatte traditionelle animalske produkter som kød, smør og mælk. Deltagerne fik også diskuteret, hvordan fødevarevirksomheder kan medvirke til at nedbringe udledningen af drivhusgasser og skabe sunde alternativer til konventionelle produkter.

Herudover lagde ”The High Line” også scene til diskussioner om, hvordan byer kan blive bæredygtige og CO2-neutrale i det 21. århundrede. Design, partnerskaber, politisk villighed og cirkularitet blev fremhævet som de ingredienser, der er nødvendige for en sådan transition.

Der er altså blevet sat spot på bæredygtige danske løsninger og danske virksomheder i New York i disse dage. Vil du høre mere om mulighederne for at komme ind på det amerikanske marked med danske bæredygtige løsninger? Så kontakt The Trade Council i Nordamerika her.

Se highlights fra tirsdagens arrangementer i videoen her.

Medlemsnyhed

Indrykket af
Udenrigsministeriet - The Trade Council

Asiatisk Plads 2
1448 København K
Danmark
Udenrigsministeriet - The Trade Council

Billeder & videoer

Send til en kollega

0.093