Hos Arriva Danmark er der ét mantra, som har fungeret som afsæt i deres arbejde med seniorerne: De skal væk fra en enten-ellertankegang, når det gælder seniorlivet.
Medarbejdere kan sagtens skabe sig et godt seniorliv samtidigt med, at de stadig arbejder nogle timer, fortæller Jens Boe Jacobsen, direktør for forretningsudvikling i Arriva Danmark.
Han ser seniorerne som virkelig god arbejdskraft.
Jens Boe Jacobsen fortæller, at når man har en aftale med dem om, at de møder og kører en bestemt tur, så møder de op og kører den tur. De er også utrolig vellidte ude på arbejdspladserne og blandt passagererne. Og så er de mindre syge og fantastisk gode til at give deres erfaring videre til de yngre medarbejdere.
3 gode råd til andre virksomheder:
- Tal med medarbejderen om deres ønsker og tanker for deres seniorliv, og lav en aftale ud fra det.
- Skab nogle relevante ordninger, som kan bruges af medarbejderne. Hvis dine seniorordninger ikke er relevante for den medarbejdergruppe, du har ansat, så er det ligegyldigt.
- Investér både tid og penge i at fastholde dine ældre medarbejdere. Det kræver investering, men den investering betaler sig, da det fastholder medarbejderne.