23948sdkhjf

Sommerskole sætter fokus på entreprenørskab

| Medlemsnyhed | Indrykket af DTU Food Tech

Spirende fødevare-entreprenører får på en DTU sommerskole viden og værktøjer til at udvikle en idé og skrive en forretningsplan for en ny fødevarevirksomhed.

DTU giver for ottende år i træk spirende entreprenører mulighed for at bruge tre uger af sommerferien på at få indsigt i, hvordan man udvikler en forretningsplan for et innovativt fødevareprodukt eller en ny teknologi.

Det populære tre-ugers kursus bliver udbudt af DTU Fødevareinstituttet. De studerende bliver på kurset introduceret for en række business cases fra fødevareindustrien, ligesom de bliver undervist i hvordan man etablerer og skaber vækst i en virksomhed.

Sommerskolen henvender sig til studerende, som læser en relevant uddannelse på et universitet såvel som folk, der allerede arbejder i branchen men gerne vil have ny viden og inspiration i kommercialisering af teknologi og innovative idéer.

Garvede aktører lærer fra sig
Deltagelse i kurset gør iværksætteraspiranterne bedre rustet til at gennemskue hvilke udfordringer, opstarten af en virksomhed byder på. For deltagere, som ikke umiddelbart har ambitioner om at starte egen virksomhed, gør kurset dem mere modne til at blive hyret ind i virksomheder, fordi de lærer at forstå hele arbejdsgangen i en virksomhed.

Mange af forelæsningerne holdes af repræsentanter fra en række forskellige fødevarevirksomheder – lige fra multinationale selskaber til start- ups og investorer. Deltagerne får således mulighed for at møde folk, der i kraft af egne erfaringer med at løbe en virksomhed i gang kan inspirere og informere om processen med at starte egen virksomhed samt folk, de måske vil komme til at arbejde for i fremtiden.

Efteråret byder på aftenundervisning
Kurset, som hedder ”23531 Entrepreneurship in Food and Bio Engineering”, vil også være på programmet, når DTU fra efteråret 2019 som noget nyt tilbyder undervisning i aftentimerne.

Ved at tilbyde kurset uden for normal arbejdstid, håber DTU Fødevareinstituttet at gøre det attraktivt også for de som allerede er ansat i en virksomhed, men som ønsker at få en bedre forståelse for det at bringe et nyt produkt på markedet.

Kurset vil foregå i den nye bygning 202, hvor kantinen vil holde aftenåbning, så studerende har mulighed for at få noget at spise og drikke.

Tilmelding, tid og ECTS
Find mere information om sommerskolen på DTU’s website. Undervisningen foregår på engelsk og finder sted fra den 5.-23. august 2019. Ved gennemførelse opnår deltagende studerende 5 ECTS.

Tilmelding kan foregå ved direkte henvendelse til Dorte Wiene, som er kursusansvarlig.

Efterårskurset starter den 3. september og løber over 13 uger på tirsdage fra 18-22 Tilmelding til kurset åbner den 8. juli og vil foregå via DTU’s website inden tilmeldingsfristen den 5. august 2019.

Medlemsnyhed

Indrykket af
DTU Food Tech

Kemitorvet
Bygning 201
2800 Kgs. Lyngby
Danmark
DTU Food Tech

Send til en kollega

0.066