Fire klik med musen på Innovation Labs elektroniske vidensbanker, sender brugeren videre til sider med pornografisk materiale.
En søgning efter information om fremtidens teknologi kan ende med en fræk overraskelse. Innovation Lab i Århus har på internettet en samling af vidensbanker, hvor formålet er, at interesserede kan udveksle viden. Blandt andet via weblogs. Flere indlæg på disse weblogs indeholder dog links til pornosider.
- Det er selvfølgelig et stort problem for os. Jeg ved at rigtig mange sider på internettet oplever problemer med spam, og det er rigtig ærgerligt. Det ødelægger jo vores formål med siden, siger presseansvarlig ved Innovation Lab Christian Schwarz Lausten.
Porno nej tak
De frække sider findes under den såkaldte track back funktion, der viser en liste over sider, der linker til artiklerne på webloggen. Problemet er, at mange pornosider automatisk linker til tilfældigt udvalgte sider for at markedsføre sig selv. Innovation Lab er dog opmærksomme på de frække links.
- Vi har nu slået track back funktionen fra, så der ikke optræder pornolinks på de nyeste indlæg. Vi har dog endnu ikke fundet en måde, at fjerne de links der er lagt ind, siger Christian Schwarz Lausten.
Artikler lagt på vidensbankernes weblogs indtil februar måned i år, indeholder stadig pornolinks, og Innovation Lab vil nu undersøge, hvordan de kommer af med dem
- Det er en større omgang, da vi har mange sider. Men vi prøver at finde ud af hvordan vi fjerner de uønskede links uden at fjerne selve artiklerne. Det er jo viden, vi har samlet sammen, og det vil vi helst ikke miste, siger Christian Schwarz Lausten.
Hold øje med bloggen
Fænomenet med anfægtelige sider, der efterlader kommentarer i form af spam-links, er et kendt problem for mange indehavere af weblogs på nettet. Det kan dog løses forholdsvis simpelt.
- Der foregår en evig kamp mellem spam og dem, der ønsker at undgå det. Der findes dog flere systemer, der kan hjælpe med at overvåge weblogs, siger Joachim Oschlag fra Social Square, der rådgiver virksomheder i tovejs kommunikation på nettet.
Ifølge ham kræver det to ting for at sikre, at indholdet på en weblog ikke støder informationssøgende surfere:
- Det kræver noget automatik, altså en form for filter, der kan fjerne uønsket materiale. Og så kræver det, at man hele tiden holder øje med hvad der sker inde på siden. Det synes jeg faktisk man bør gøre alligevel, hvis man vil drive en weblog, siger han.