Synlighed og succes skabes med gode historier på mange platforme

| Medlemsnyhed | Indrykket af Grønbech ApS

Danske virksomheder må erkende, at modtagerne af deres budskaber er blevet flygtige, selektive og individuelle i deres medieforbrug. Kort sagt spredt for alle vinde – eneste løsning er at følge trop.

Klumme af Susanne Lindø Grønbech, mangeårig kommunikationsrådgiver og adm. direktør i PR- og kommunikationsbureauet Grønbech ApS:

Forbrugere og interessenter er blevet meget individuelle, selektive – og til tider uberegnelige. Hvor er de henne? Hvilke kanaler kan de rammes igennem? Spørgsmålene er i løbet af mine 28 år i kommunikationsbranchen blevet væsentlig sværere at besvare.

I slutningen af 80'erne kunne en virksomhed leve længe på et fem minutter langt TV-indslag i en landsdækkende nyhedsudsendelse. De dage er forbi. I dag anbefaler vi i mit bureau i højere grad princippet om de mange bække små, når virksomheder og brancheforeninger ønsker synlighed, der gavner forretningen eller sagen.

Enhver virksomhed, der ønsker synlighed og sympati hos interessenter og potentielle kunder, bør forme og versionere deres budskaber, nyheder, kommentarer og gode råd, så de kan bruges i så mange forskellige medier og sammenhænge som muligt.

Enkelte store medieomtaler gør det ikke længere alene, om end de stadig luner og skaber forretning. Mindre, men hyppige, påmindelser hos modtageren overgår i dag de store enkeltstående succeser, som hverken har tilstrækkeligt publikum eller efterlader et varigt indtryk hos modtageren.

Synlighed en nødvendighed
Den hyppige og positive påmindelse hos kunder, samarbejdspartnere, kommende medarbejdere og andre interessenter fungerer i dag langt bedre. Det kræver rigtigt store budgetter, stor originalitet eller en pæn portion held at lykkes, hvis man går reklamevejen. PR og godt indhold på web og sociale medier har ofte bedre chance for succes – når bare man gør sig umage og finder ind til den gode historie.

I 90’erne var jeg ansat som Informationschef i et dansk olieselskab. Her fik marketingchefen og jeg et rungende ’NEJ’ fra vores kolleger i salgsafdelingen, da vi første gang foreslog at oprette en hjemmeside for virksomheden. Kunderne kunne jo bare ringe, hvis de ville bestille noget. Ni måneder senere lancerede vi – med direktionens velsignelse – selskabets første hjemmeside. Samme ’NEJ’ møder jeg fra tid til anden stadig, når vi foreslår effektiv brug af PR og sociale medier hos vores egne potentielle kunder. Mange små og mellemstore virksomheder er bange for at blive hængt ud i nyhedsmedierne og famlende overfor sociale medier.

Den, der lever stille, lever godt, sagde vi i Nordjylland for mange år siden. I dag er det en saga blot. Alle virksomheder har behov for synlighed over for sine interessenter. Hvad enten du sælger ejendomme, værktøj, konsulenttimer eller noget helt fjerde. Synlighed skaber tillid og troværdighed, som i gode tider kan sættes ind på kontoen og gemmes til de smalle. En af fordelene ved det mere og mere selektive, individuelle og flygtige mediebillede er, at både SMV’er og smalle brancheforeninger har bedre muligheder end nogensinde for at komme til orde med egne gode, relevante og konstruktive nyheder.

Spring ud i det
Læg en plan og kast jer ud i det! Mindre- og mellemstore virksomheder har dårligt noget valg. De kan gå på de sociale medier eller i glemmebogen. En stærk og kontinuerlig formidling af virksomhedens gode historier giver den nødvendige gennemslagskraft i en mediejungle, hvor konkurrencen om kundernes opmærksomhed er stor.

De gode historier skal ud på flere platforme for at blive set, delt og skabe interesse. Innovative reklamekampagner kan være meget veludførte og effektive. Der er desværre også brændt mange penge af på nyskabende og revolutionerende reklamekampagner, der viste sig ikke at have nogen videre gennemslagskraft.

Gode historier går ikke af mode. Tværtimod. De klassiske nyhedskriterier – aktualitet, relevans, identifikation, sensation og konflikt – er det nødvendige brændstof. Skarp journalistisk vinkling og evnen til at sætte sig ud over sig selv og sætte sig i kundernes og omverdens sted fungerer også rigtig godt. Selv meget små virksomheder kan med en god historie sikre, at pressemeddelelsen ender i god omtale og ikke i papirkurven.

Slip kontrollen
Sociale medier har givet kommunikationsfaget nye dimensioner og muligheder, men de er hverken farlige eller overfladiske. Brugerne på de sociale medier er lige så modtagelige over for sjove, overraskende, gode, inspirerende og relevante historier som de traditionelle mediers lyttere, seere og læsere. Markante og interessante indspark i den offentlige samtale inspirerer og skaber interaktion, som de altid har gjort.

Noget af den usikkerhed, som vi oplever hos SMV’er og organisationer overfor sociale medier, har sine rødder i tabet af kontrol og frygten for shitstorms. Det samme gælder til en vis grad PR, hvor mange kan holde sig tilbage af frygt for en tur i den kritiske mediemølle.

Virksomheder og organisationer, som opfører sig ordentligt, har intet at frygte. Kommer man til at begå en fejl eller udsættes for kritik – så er det i grunden bare yderligere en chance for at vise, hvad virksomheden i virkeligheden står for. Seriøse og dygtige organisationer og virksomheder lukker jo heller ikke mailboksen eller telefonen af frygt for, at nogen kunne finde på at ringe eller skrive med kritik.

På den lange bane virker gode historier mere effektivt end nogensinde før. Vi bruger bare flere forskellige kanaler end tidligere.

Har din virksomhed brug for hjælp til at komme ud med de gode historier? Hos Grønbech kan du få et klippekort til kommunikation og fremgang i forretningen.


Skriv kommentar

Medlemsnyhed

Indrykket af
Grønbech ApS

A. P. Møllers Allé 9B
2791 Dragør
Danmark
Grønbech ApS

Send til en kollega

0.102